Dag 14 – Farvel til Nairobi og hallo til Diani Beach
Op kl. 5:45, ned at spise morgenmad og så blev vi kørt til stationen, hvor vi var allerede omkring 6:45. Anbefalingen gik på, at man skulle være der en time før, at toget afhår kl. 8.
Først var der 2 små metalforhøjninger på velsagtens 5-6 meter, hvor man skulle lægge bagagen op på. Når den ene side var fyldt med vel 20 menneskers bagage, gik 2 snifferhunde forbi, hvorefter man kunne tage den.
Så igennem røntgen med bagagen. Jeg havde læst, at man ikke måtte have væske med i nogle anmeldelser, men det var da heldigvis forkert, der var absolut ingen problemer.
Dernæst skulle en dame se vores pas og billetter, som lige efter skulle efterses af endnu en person, som så checkede vores visa.
Endelig skulle vi igennem endnu engang røntgen af det hele og endnu en metalkarm.
Så blev vi vist ind i førsteklasses ventesal. Allerede kort efter 7:30 blev vi vist ind i toget, hvor førsteklasse boardede før de andre.
Vi havde en pladsbillet, så det gik ganske let.
Jeg måtte også lige ud af toget igen for at tage et par billeder. På perronen stod en enlig mor med en baby på armen og kæmpede med en dobbeltklapvogn (hvorfor den var dobbelt aner jeg ikke, for der var kun 1 barn), så jeg tilbød min hjælp og fik stukket baby i armen – det var han ikke vild med – der gik ikke længe, førend han skreg hovedet af, men mor var taknemmelig 
Toget var pænt og rent – som et tog ca. anno 1990 i Danmark. Men personalet var venligsindet, og toiletterne havde vand, sæbe og papir og blev gjort rene med jævne mellemrum. Der kom også en serveringsvogn gennem toget.
Ud ad vinduet kunne vi se både bavianer, zebraer, giraffer, elefanter – ruten går simpelthen igennem nationalparker. Der ligger også nogle jævnt store byer på vejen.
Togturen varer 6 timer. Havde vi valgt eksprestoget, havde det taget en time mindre, men så havde det været mørkt, da vi nåede nationalparkerne, for det er afgang med stop kl. 8 og uden stop kl. 15. Og nu var vi jo i vanen med at stå tidligt op…
Det var meget sjovt at tage toget i stedet for at flyve.
På togstationen blev vi mødt af Rafael, som kalder sig selv for Mr Smiley. Han levede nu også op til sit navn. Han kørte pænt i Mombasas skrækkelige trafik, hvor der er masser af motorcykler og endnu flere tuk-tuk!
Vi skulle også på en kort færgetur, hvor jeg lige kunne nå op på dækket for at kigge, inden vi var i land igen!
Køreturen tager ca. 1½ time afhængigt af trafikken.
Vi stoppede ved hans kones salon, hvor hun arbejder som massør, og de havde også en herrefrisør – så da han alligevel skulle aflevere noget, kunne vi jo lige så godt kigge på stedet, snakke priser osv.
Der lå også et supermarked, hvor vi fik købt lidt sodavand, selvom Jan på det tidspunkt bare ville FREM!
10 minutter efter var vi på Kenyaways – og sikke et hyggeligt sted. Vores værelse hedder Tribal og er stort og rummeligt. Her er myggenettet sat op, så natbordet er med under, og man kan stå ved siden af sengen, hvilket er ret fedt!
Der er også en sofa, hvor man kan sidde og nyde udsigten over havet. Vi har både en overdækket og en fritliggende altan, som er helt vores. Ganske vist skal nabofamilien gå hen over den for at komme til og fra deres lejlighed.
Der er 3 lejligheder lige her (flere spredt ud over grunden), og de 3 lejligheder deler et køkken. Så vi har adgang til køleskab, komfur m.m. Det er en nu ganske lækkert.
Men de talte ikke helt sandt, da de sagde, at Tribal var det mest private værelse, for det er tyskernes værelse ved siden af, der er det. Men Jan affinder sig med det, selvom han var noget skeptisk til at begynde med.
Jeg synes, at her er vidunderligt og der er en skøn laid back – lidt reggae-agtig – vibe.
Jeg så også, at det ene værelse var midlertidigt ubeboet, så jeg sneg mig derind for at kigge – og blev grebet på fersk gerning af Jane, der var ved at gøre badeværelset klart. Hun synes, at det var sjovt, at jeg blev forskrækket og lidt flov – men Jan måtte også gerne kigge. Det var bittelille i forhold til vores, så jeg blev glad for mit valg af værelse!
Vi gik ned i restauranten og fik en snack, så vi kunne klare os til aftensmaden, for togturen havde kun budt på et par kiks.
Jeg sad og nød udsigten, og at vi bare kunne slappe af, indtil det blev tid til aftensmad. Både vores nachos til frokost og vores burger (ja, ja, vi er lidt kedelige ind i mellem) var lækre og velsmagende.
Vi nød at kunne blive oppe lidt længere, jeg havde sovet i toget, og Jan tog en lille lur sidst på eftermiddagen, mens jeg pakkede kufferterne ud, så vi kan føle os hjemme, og vi nød at sidde i restauranten og vide, at vi ikke skulle tidligt op.
