Første dag med ren afslapning! Nøj, det var dejligt og TILTRÆNGT!

Jeg var blevet lidt øm i mavemusklerne af at demonstrere øvelser for Paul og Vivian, så jeg tænkte, at jeg nok hellere måtte sætte ind med lidt morgengymnastik. Jeg har ganske vist hverken min TRX eller måtte, men der lå en sivmåtte på gulvet og mit håndklæde ovenpå, og så derudaf…

Vi gik ned til morgenmad i Salty Squid, som restauranten hedder. Jeg har fulgt den på Facebook i et stykke tid, og de er vildt gode til sociale medier, så jeg har set frem til det. Heldigvis er maden lige så flot præsenteret i virkeligheden som på billeder, og smagen fejler heller ingenting!

Jeg fik hilst på Elizabeth, der er en af rengøringsdamerne, og hun synes, at det var helt vildt morsomt, at jeg bad om et ekstra lagen, så Jan og jeg ikke skal dele – det er vi altså ikke så gode til – siger Jan, jeg har ingen problemer, jeg vikler mig bare ind i det 😂

Jeg fik et stort grin, en high-five og et ekstra lagen 😊

Ellers var det Jane, som passede vores lejligheder, hun er også vældig sød, men knapt så sprudlende som Elizabeth, men hun var så betænksom, og det er også højt værdsat.

Vi var 3 værelser på 1. salen over restauranten. Rebel, Tribal og Raven. Det er et ret lækkert hotel, hvor der er gjort rigtig meget ud af stemning og indretning. Ingen af de i alt 11 værelser er ens. Der er også et skilt med Joey og Tony, som er ejerens forældre, det var så praktisk, at far ejede det strandstykke, hvor datteren gerne ville have et kite-surfing-venligt hotel.

Først kom man til køkkenet, som alle 3 værelser deler, så lå Raven til venstre og så et fælles område, dernæst kom vores to altaner, den overdækkede og den fritliggende, og til sidst Rebel med en lille overdækket altan og en stor fritliggende. Dvs. når Rebel skal ind på sit værelse, foregår det forbi vores værelse.

Rengøringen kom også op og slæbte madrasser og puder i tørvejr, hver gang det regnede (og det gjorde det jævnligt meget kortvarigt), også om natten, så den ene nat forstod jeg simpelthen ikke, hvorfor Jan slæbte sådan med fødderne, når han skulle på potten!! Indtil jeg altså opdagede, at han sov sødt, så det var madrasser udenfor, der blev slæbte rundt på 😂😂😂

Der var kun myggenet for vinduerne – intet glas eller skodder – og gardiner, men de tager jo ikke meget lyd! Jeg måtte overgive mig og sove med Bose sleepbuds ligesom Jan gør under alle omstændigheder, han havde bare skruet ekstra godt op 🙃

I badeværelset var der end ikke myggenet op, bare støbt en fin hulmønster, så der kunne komme rigtig mange myg ind – hvilket der også gjorde, så det var godt at vi tager Malaria-medicin forebyggende!

Jeg gik ned på stranden hver dag med udstyret med e-bog, telefon, saftevand og hele gøjemøjet. Faktisk ligger man lidt afskærmet fra stranden og alle de beach boys og sælgere af alverdens, fordi der er en lille skrænt ned til den rigtige strand. Man ligger også det meste af tiden i skygge af nogle store palmer, men det gør nu heller ingenting – den afrikanske sol bider godt og grundigt – også selv med faktor 50 😊

Sælgerne kan godt stå et par meter derfra og faldbyde deres varer, men de kommer ikke op. Det er nu ganske rart. Men jeg kan nu godt få ondt af dem, for hvordan er deres økonomiske situation, hvis det er nødvendigt for dem at trave op ad ned af stranden for at sælge håndlavede smykker, kokosnødder eller sololie. Ham med to flasker sololie, undrede mig noget – er de to flasker mon, hvad han har råd til af varelager?

Bør man købe noget af det, selvom man ikke gider at have det? For mig er det nok ikke meget anderledes end at give til tiggere, de sælger jo ikke noget, som jeg ønsker, men ok, på denne måde bevarer de velsagtens noget værdighed ved at sælge noget og ikke bare tigge.

Vi lærte også, at vagten ved porten tjener 600 schillings om dagen – altså under 40 kr. Oven i det var han supersød og smilende.

De gik i gang med konstruktionsarbejde på nabogrunden, så de larmede afsindigt – igen var Boserne vores redning, de noisecancelling af slagsen. Så musik i ørerne, og så kunne man overhøre deres banken. De arbejdede max fra kl. 8-17, og de overholdt det! Derudover holdt de en lang pause ved frokosttid, hvilket var rigtigt heldigt for restauranten, så de ikke får totalt ødelagt deres omsætning.

Jeg har i øvrigt klaret at opretholde min Duolingo streak, så jeg nu er på dag 693 uden en eneste pause trods safari og sløvt internet! Det frygtede jeg mere end at komme for tæt på gorillaer eller malaria for den sags skyld 😂

Den første dag kom jeg op fra stranden ved 12-tiden, så jeg kunne nå et bad, inden Jan skulle klippes og jeg skulle have en times massage. Jans nydelige klipning kostede ca. 42 kr. og min massage 120 kr. Dyrt er det i hvert fald ikke. Det var Rafaels (chaufføren) kone, der masserede mig, og hun var ganske god – det var i hvert fald dejligt. Vi fik hævet kontanter, så vi kan klare os, og købt ind af cola, så vi ikke skal lide nød 😊

Vi tog i øvrigt en tuk-tuk, som startede med at ville have 1500 schillings. Det nægtede jeg, for jeg havde fået at vide af Rafael, at det burde koste 1-200 schillings alt afhængigt af mine forhandlingsevner. Vi blev enige om 400 schillings for en retur – ca. 25 kr. Han ventede på os, og så gav vi ham 500 schillings, fordi han kørte pænt og ventede. Nåja, og så er jeg så barnlig, at jeg synes, at det er sjovt at køre i tuktuk 🙃

Jeg fik også en massage og tåneglelakering på hotellet, men den massage var bare so-so, så den gad jeg ikke mere af, og jeg orkede ikke at tage en tuk-tuk og skulle forhandle pris for at få mere af den ellers gode massage, og DET er dovenskab i højeste grad 😂

Vi spiste samtlige måltider på Salty Squid – bortset fra 2 gange, hvor vi spiste ude. Serveringen er venlig, maden er god, priserne rimelige (i hvert fald set med danske øjne) med et varieret menukort.

De ansatte synes, at det er hyggeligt, at vi gerne vil lære deres navne – men det gør det jo kun mere hyggeligt at spise der, når vi hyggesnakker lidt. Emmanuel, Francis og Kevin var især hyggelige og kom gerne hen og snakkede, når der var roligt. Men også Alice, Ruth og Anett var vældig søde. Managerne var også vældig imødekommende.

Den ene manager var noget utilfreds med, at de har 2-3 hunde og en kat – og så tog de ikke engang den rør-rotte (cane rat – kan veje 6-7 kg. i fangenskab, jfr. Wikipedia…), som vi så et par gange… De var heller ikke vildt gode til at holde aberne på afstand! Der måtte de ansatte gå ud og vise dem en tom slangebøsse – bare synet og lyden var nok til at holde dem væk. Jeg synes nu bare, at de var lidt nuttede. Jeg kunne også se dem springe rundt om morgenen, når jeg lavede min morgentræning.

Vi spiste ude to gange. Den ene gang på Sails lidt længere ude af vejen. Vi gik derhen langs stranden, og Jan havde en udendørsreservation, men da regnen satte ind, ligesom vi ankom, var vi heldige at mange ikke dukkede op, og vi fik et bord i tørvejr. Maden var glimrede og stedet lidt mere posh, vores to forretter, som vi delte, var nu ret så lækre, men deres udgave af bearnaise var decideret fæl – sur simpelthen, men bøffen var saftig og mør – og Jan crab pasta var han også vældig tilfreds med.

Den anden gang spiste vi i en grotte, som hed Ali Barbours. Vi havde snakket kort med et ungt hollandsk par i toget, og da vi ankom til supermarkedet en dag, rendte vi ind i dem igen. Noget pudsigt eftersom vi ikke engang havde snakket om, hvor vi skulle hen, og der er 1½ times kørsel fra toget. De havde læst om stedet og ville prøve.

Vi har (heldigvis) nogle vældig søde tyske naboer, som også kendte stedet og faktisk besøgte de stedet samme aften som os – så den gratis transport blev let for restauranten. Det er et ret romantisk sted med et humoristisk islæt. Der var bl.a. 2 skilte ”Sorry no wifi, enjoy the ambience and talk to each other” og ved toiletterne “ Gentlemen goes left because women are always right” 🤣🤣🤣

Forretten, tartelet med gedeost, var vildt lækker, men min bøf var en anelse sej – og en smule gummiagtig.

Apropos vores tyske naboer, så havde jeg spurgt, hvilken lejlighed der var mest privat, og de havde svaret at Rebel og Tribal var lige private – det passede så ikke. Vi skulle have valgt Rebel, for vores søde tyske naboer gik forbi ca. 100 gange om dagen – 3 mand, sjældent sammen og virkelig ofte!

Andrea er stewardesse hos Lufthansa med base i Frankfurt. Momo er 10 år og adoptivbarn fra området omkring Diani Beach. De boede dernede i knapt et år, da de adopterede ham, da han var 1½ år. Han er i øvrigt en rigtig sød dreng heldigvis – og så snakkede vi både tysk og engelsk sammen. Familien har taget på ferie der i alle årene siden, og for Momo svarer det til at tage til Mallorca, der er ikke noget underligt i det, og for ham er det ikke ”at komme hjem”.

Manden, vi er ikke helt sikker på, om han hedder Ralf eller Rolf, er kitesurfer og de andre prøvede det også. Der er en kitesurfingskole på stedet. Han var vældig flink, og han fik også arbejdet en time eller to hver dag.

Vores dage dernede var ret ens. Jeg lå på stranden og nød varmen og udsigten, Jan sad på altanen og surfede. Nettet var sløvt som bare pokker det meste af tiden, så det var godt, at vi også havde vores lokale SIM-kort.

Jeg trænede de første 3-4 morgener, jeg fik lokket Jan til at løbe på stranden en enkelt gang, men ellers var det ren hygge. Jeg var ikke så sulten til frokost, men når Jan købte noget, spiste jeg ca. 1/3 af det… Altså det vidste han godt, at jeg ville, men han morede sig over, at jeg ikke skulle have noget – andet end en del af hans 🙃

Vi nød så meget at slappe af og hygge os – det var tiltrængt efter den spændende safari. Vi fik også skrevet med Paul og Vivian hver dag, skrevet med dem herhjemme, ringet til min mor osv.

Hjemturen var lige så kedelig som forventet. Vi blev kørt til vores lufthavnshotel, som så var pænere end jeg troede….Stort værelse og med udsigt over Mombasa Creek. Mombasa er en ø, har vi lært. Vi skulle kun spise aftensmad, sove og så have lidt morgenmad, men det gjorde da ikke noget, at vi også kunne nyde udsigten.

Vi tog en Uber til lufthavnen, som er bittelille – vi var kun to internationale fly, der skulle afgå indtil om eftermiddagen – og så et indenrigs. Der var nogle små kedelige butikker, en madbod, og det var det… Der var åbent under taget, så der fløj store sorte fugle rundt i terminalen, og der var en frygtelig støj. Det første fly var en time forsinket…. Det var en forfærdelig ISKOLD sadindåse at sidde i (Eurowings kan ikke anbefales – men afgangstiden og connection var god på papiret).

Vi indhentede det meste inden Frankfurt, og så blev det næste fly 1½ time forsinket…. Damn, så vi var hjemme lige før midnat først… Men hold da op, hvor var det lækkert at ramme ens egen seng ❤️ At vores søde overbo Helle havde købt mælk til morgenkaffen, sat en buket blomster og skrevet velkommen hjem på tavlen lunede også ❤️

Nu er kufferterne pakket ud og sat i kælderen. Der er vasket (det meste) tøj, købt ind, vi har været hos Sus og Hasse for at sikre os, at hun har det godt efter sin operation, hilst på Erik osv. Så nu er vi klar til at hverdagen rammer os i morgen 😊

Så nu mangler vi blot at få det fine gorillahoved udskåret i træ op at hænge sammen med nogle af vores yndlingsbilleder, som skal printes 😊

Lignende Indlæg