Ved morgenmaden havde vi ingen problemer med at komme på nettet, det kørte fint – heldigvis – og med vores egne medbragte kaffebønner, var verdensordenen på plads igen! Mo hentede os kl. 9, og første stop var Serekunda Market. Det er det største marked i Gambia. Jeg havde ganske vist set det før, men det var sjovt at se. Mange mennesker her vil ikke fotograferes, og det forsøger vi naturligvis at respektere, men for pokker, det var svært med så mange fantastiske sights!
Mo kendte en udsigtspost, hvor vi kunne stå og nyde udsigten – men der var skam også en dame som skældte ud over, at jeg tog billeder. Jeg blev en anelse nervøs for, at hun ville komme op og give mig en på bægeret! Det gjorde hun heldigvis ikke, selvom hun forsvandt fra sin post.
Herfra kørte vi mod en folkeskole i Mos hjemby, som kun er en landsby. Det var en spændende køretur dertil med MASSER at kigge på. Han så det som transport, for os var det sightseeing!
Han spurgte, om vi ville se et kvægmarked – og naturligvis ville vi det. Der var køer, får og geder i rå mængder. Mo kendte et par gutter, som gerne vil være guider, så mod at de opfører sig pænt, får de lov til at øve sig på hans gæster – og de var søde og rare og fortalte gerne.
Det var godt at se, at dyrene så sunde og velnærede ud. Kødet, vi har spist, har også været velsmagende og lækkert.
Vi kom frem til skolen, som havde 5 klassetrin. Jeg ved ikke, hvor mange, der er i hver klasse, men MANGE! Og hvor er de bedårende! Forstanderen viste os rundt, og børnene var helt vilde for at give os hånden og for at få taget billeder. Men læreren kunne skam få dem til at makke ret. Det var sjovt at se.
Selv de mindste kunne lidt engelsk og demonstrerede det velvilligt.
Skolen eksisterede ikke, da Mo var barn, men skolen på den anden side af gaden, var nu kun for større børn, så hans skole var der endnu. Han valgte denne skole, da den ikke får så mange turister, som andre skoler – og lad mig sige, at de trænger… til ALT.
De har borde og stole, men bøger er noget, som de deles om, hvis der altså er nogen, og de færreste sidder med kladdehæfter. Heldigvis havde Sydbank givet os 3 kasser kuglepenne med, og de faldt i god jord, og jeg overvejede at hæve min pension og give den til skolen. Vi nøjedes dog med en pæn kontant donation også.
For pokker, hvor er vi privilegerede i Danmark. Dejligt at se, hvor nysgerrige, søde, imødekommende og dog også velopdragne, der var.
Herfra kørte vi til Mos families compound. De bor 21 mand der! Faderen, hans 3 koner (Mos mor er førstehustru) og alle hans børn. Mos 3 ældre søstre er dog gift og bor ikke længere hjemme.
Mo ønsker sig ikke mere end en hustru, og gerne en selvstændig kvinde, for han har set, hvor svært det har været for hans mor med flere hustruer. Han forsøger også sine yngre helsøskende, betaler for deres skole (som ganske vist er gratis, men som alligevel koster uniform, bøger osv.), og vist også for nogle af de øvrige børn.
Han har også en 3 årig søn med en kvinde, som han ikke har været gift med, hvilket er ganske uhørt på disse kanter. Så vidt jeg har forstået, døde hun i barslen. Sønnen bor hos hans mor, idet Mo selv bor inde i byen (familien bor 1½ time udenfor byen), så han lettere kan passe sit job. Udenfor sæsonen bor han hos familien og hjælper med at passe hans mors have, hvor de dyrker bl.a. tomat, løg og auberginer.
Vi kom ud til Baobab Island, som er en lille ø med et par turist-hytter på, hvor overvejende fugle-interesserede booker sig ind.
Vi blev roet derud på et par minutter, og vi snakkede også om at sejle rundt om den, men tidevandet var lavt, og ingen af os ønskede at sidde fast på en mudderbanke i den bagende sol.
I stedet spiste vi frokost på stedet, vi fik Domoda med kylling, som er en ret med peanutssauce. Det smagte glimrende, men de var så lang tid om at lave det, at vi ikke kunne nå forbi Mos familie igen.
Til gengæld fik vi endnu en god lang snak med Mo. Han er virkelig fascinerende.
Efter frokosten blev vi roet tilbage, og så kørte vi til Tanje, som er en fiskerlandsby. Timingen var god, og vi så fiskerbådene komme ind. Igen ville folk nødig fotograferes – bortset fra de par stykker, som ligefrem bad om det – så Mo og Jan er på de fleste billeder, for så brokker folk sig ikke.
Tilbage på hotellet fik vi et voldsomt tiltrængt bad. Vi var støvede fra top til tå (og tåen i særdeleshed)!
Vi spiste på hotellet, fordi vi er smadrede af de mange indtryk 🙂

Lignende Indlæg