Dagen blev brugt til transport til Murchison Falls, som også er en nationalpark. Den er en del anderledes, end de andre parker, både i sit dyreliv og sin bevoksning.

Safari i Uganda er meget anderledes end i Tanzania eller Kenya. Parkerne har ikke samme dyreliv her, dvs. det hele er ikke samlet i samme park.

F.eks. er der (vist) kun en park med zebraer. Giraffer var der ingen af i Queen Elizabeth, men masser af dem i Murchinson. I Murchinson klatrer løverne til gengæld ikke i træer.

Turen gik uden større sværdslag, og vi nåede frem, førend vi havde turdet håbe på. Der var også god vej hele vejen. Faktisk var der også gode veje i dele af parken, fordi Uganda skal til at udvinde olie, som skal fragtes gennem parken.

Heldigvis graver de rørledningerne ned, så det ikke kommer til at skæmme på sigt.

Vi nåede ud til et udsigtspunkt, hvor man kan se toppen af Murchison Falls, som parken er opkaldt efter. Det var også et smukt sted, og som Khalif sagde, så er vejret lidt ustadigt, så vi kunne lige så godt benytte os af det gode vejr.

Vi kom ud til Pakuba, som ikke er verdens fedeste lodge. Den var ret kedelig at se på, men værelserne var fine og havde aircondition, selvom der ikke var noget fin udsigt fra dem.

Til gengæld var udsigten smuk fra forhaven med udsigt over Nilen. Nilen har åbenbart sit udspring i Uganda. Jeg ved jo godt, at Nilen flyder gennem flere lande, men jeg forbinder den kun med Ægypten.

Vi havde igen en hyggelig middag med Khalif, og så gik vi tidligt i seng – vi står jo altså op kl. 5:30 eller 5:45 for at få morgenmad, inden vi skal ud på game drive.

Lignende Indlæg