Endelig kom dagen, som vi havde glædet os til i mere end 2 år! Vi skulle op kl. 4:40 for at køre 1½ time hen til det sted, hvor Paul foretrak, at vi så gorillaer!
Det var afrikanske veje, så det baskede!! Og bumlede! Og raslede – godt at vi var meget vågne, for det var da umuligt at få en ekstra lur!
Vi kom frem i hel tilstand, alle organer intakte, og efter at have set noget stammedans og fået en introduktion, blev vi delt op i grupper af ca. 8 – vores var på 9.
Hver gorillafamilie får besøg max 1 gang om dagen og i en time – hverken mere eller mindre. Det er vi egentligt ret glade for, for så stresser vi ikke de smukke dyr, men betaler blot en formue for at bistå konserveringen af området – 700 USD pr. person… Dertil kommer drikkepenge til porter, trackers, guide osv.
Efterfølgende fik vi at vide, at de først ville have, at Khalif skulle køre os tilbage til stort set, hvor vi kom fra (der er to steder, hvorfra man kan gorilla trekke, men Paul foretrak dette), det fik han talt os ud af. Så ville de sende os til en lille gorillafamilie med kun 1 stor unge, og 3 gang accepterede han deres tilbud, om hvor vi skulle hen. Han kæmper en brav kamp for vores oplevelser 
Vi hyrede en porter til at bære min rygsæk og lagde så alt vandet i over i den – vi havde 1,5 liter med hver som anbefalet. Min porter hed Simon og han var enten en stor pygmæ, som der bor en del af i området, eller bare meget lav
Han var uvurderlig! Jeg klarede faktisk klatreturen – for det var det, skal jeg hilse at sige – 182 m op iflg. mit ur, som også fortalte, at vi havde gået i 2t1m, da vi fandt trackerne og flokken – og at jeg havde forbrændt pænt mange kalorier på turen
Det er tropisk regnskov, og man vandrer (med bukserne nede i sokkerne for at undgå safarimyrerne) gennem blade, smågrene, vandløb og skal passe på rullende træstumper, snarer, lianer og smat…
Jeg blev udstyret med en vandrestav – den var lige så uvurdelig som Simon. Jeg havde ham i den ene hånd, og staven i den anden, og så gik det over stok og sten med mig lige i hælene på Jan (som naturligvis klarede sig selv) og guiden og trackerne.
Vi havde i øvrigt også 2 bevæbnede vagter med (den ene en dame), som skulle affyre varselsskud i tilfælde af, at elefanterne kom for tæt på. Deres elefanter er åbenbart generelt ret aggresive – og de kan huske, at mennesker kan være røvhuller
Vi gik gennem junglen, og Simon viste mig, hvor jeg skulle sætte mine fødder, dukke mit hoved, han fjernede grene og holdt mig smukt i hånden, som var vi til afdansningsbal
2 timer er faktisk lang tid i det tempo og terræn. Snart var der pigtråd, man skulle passe på (aner ikke hvorfor det var der, det havde jeg ikke luft til at spørge om!), snart var der snarer af vildnis, der greb fat i fødderne. Jan skar sig lidt på noget pigtråd, men det er blevet renset grundigt med sprit.
Vores familie bestod af 19 medlemmer! 3 silverbacks (1 dominant og 2 andre). En silverback er ikke nødvendigvis lederen, men en han på mere end 14 år med sølvfarvet pels på ryggen. Der var 2 meget små babyer og flere i tumlingealderen.
Vi var også heldige. Gorillaerne følges af trackere, som kommunikerer med rangerne via telefon. Af uransagelige årsager bruger de ikke radioer. Trackerne kunne fortælle, hvilken retning vores gruppe bevægede sig i, og de gik nedad og i retning af vores udgangspunkt, så vi slap for at klatre mere op end nødvendigt.
Jeg kan næsten ikke beskrive glæden i mit hjerte, da vi så den første gorilla! Og da sket ikke da vi opdagede, at den havde en baby med sig!
Hvor var de altså søde. De er så vant til mennesker, at de var helt rolige. De kom så tæt på, at jeg ikke kunne zoome nok ud til at tage billeder!!
En gut, Rick, satte sig på et tidspunkt på en lille sten, og da en mor med en stor unge kom forbi, gav hun ham et puf, så han røg bagover. Hold nu op, hvor så det sjovt ud! Han var så forbløffet. Heldigvis kom han ikke til skade, for jeg kom naturligvis til at skraldergrine!! Jeg undskyldte mange gange, mens jeg checkede om det var andet end forskrækkelse. En amerikansk pige havde en video, som hun delte med os andre.
Han sagde, at om så han havde kæmpet imod med al sin kraft, ville han ikke have været i stand til at modstå det puf!
Flere i gruppen havde også været på trek dagen før. Nogle gik 3 timer – stejlt op og andre 25 minutter let… Så vores 2 timer var vel ok, selvom 25 minutter let trek også havde været ok med mg 
Vi var velsagtens afsted i knap 4 timer i alt.
Jeg er faktisk møgstolt over at klare strabadserne så flot. Jeg fulgte med i fortroppen og faldt ikke en eneste gang. Jeg måtte så have 3 mænd til at hjælpe mig ned af en lodret skrænt, men det gik også!
Det, at vi så dem så tæt på og i helt i det fri, var ubeskriveligt! Vores 60 minutter med dem fløj afsted… 
Da vi nærmede os rangerstationen, begyndte det at regne, og 5 minutter inden vi var tilbage, stod det ned i lårtykke stråler!! Vi blev ret så våde. Heldigvis havde jeg en tør t-shirt i bilen, og min fleece havde ligget i rygsækken, så den var tør, og Jan kunne få den på.
Så kørte vi til Queen Elizabeth National Park, hvor vi skulle på game drives de næste par dage.
Vi passerede en hel del stenbrud på vejen, hvor det undrede mig, at der arbejdede så mange kvinder. De sad ned på måsen med benene strakt frem for sig og arbejede med hvad jeg formoder er hammer og mejsel. Der var også en del børn, men det er også skoleferie hernede nu, så det behøver ikke at betyde noget.
Der er meget stor forskel på levestanden her lader det til. Nogen bor i lerklinede huse med stråtag (som i øvrigt giver bedre indeklima en metaltage), andre bor i noget, som minder mere om ”rigtige” huse. Især ude på landet er der mange lerklinede hytter.
