Vi mødtes med Arthur, vores guide fra i mandags, kl. 9:30 ved Kitooro markedet. Det er et af de større i Entebbe, men der er mange, som ikke vil flytte ind i den bygning, som regeringen har opført, men vil hellere sælge fra grimme containere eller vejboder.
Det var mere struktureret i markedsbygningen, iflg. Arthur, og det var da ganske rigtigt delt op i sektioner med grøntsager, kød, fisk, tøj, kul osv.
Folk var ikke særligt villige til at få taget billeder, men ingen protesterede, når jeg spurgte, om jeg måtte tage billeder af deres varer.
Da vi gik derfra, lod jeg kameraet hænge rundt om halsen og skød så bare løs, hvilket der kom forbavsende mange rimeligt gode billeder ud af.
Arthur havde foreslået adskillige ture, som vi havde afvist, fordi der skulle bruges en bil, og den kunne vi få for 52 USD for en dag (og så kom hans betaling oveni)… Det gad vi ikke betale for at besøge nogle markeder længere væk.
Vi slentrede bare rundt i Entebbe og besteg en bakketop, så vi fik set byen lidt fra oven. Vi stoppede ved Gorilla Conservation Café, som har #SavingGorillasOneSipAtATime. Da jeg senere snakkede med dem på hotellet, fortalte de, at ejeren af firmaet havde været på CNN vist 3 dage i streg ugen før. Vi købte os en kop kaffe, så vi kunne smage, før vi købte, og bønnerne kostede da også 120 kr. pr. kilo, så der er nok råd til at give 3 USD pr. kilo til gorillaerne 
Vi købte 6 poser a 500 gr., vi mangler trods alt derhjemme
Vi gik til Victoria Mall, fordi det SIM-kort, der sad i min telefon, virkede ikke, og som vi havde købt ved ankomst til lufthavnen. Jans virkede, og faktisk var de ganske klar over, at mit ikke virkede, fordi de ringede til Jan mandag for at sige, at de vidste det og arbejdede på sagen. Det var jeg helt vildt imponeret over! Men det holdt ikke så længe.
I Victoria Mall fik de et andet SIM-kort til at virke, men jeg måtte betale for det en gang til. Jeg blev en smule sur – jeg hader at blive snydt. Men de overførte de 23.000 schilling til en konto på min telefon, som jeg så enten kan købe mere data for eller overføre dem til nogen. Det svarer til ca. 46 kr., så det er ingen formue, men hvorfor jeg skal betale, når de erkender, at det er deres fejl, irriterede mig.
Damen og jeg var dog fine venner, da jeg gik, hun gjorde trods alt bare sit arbejde.
Arthur gik med os på den restaurant, vi også spiste på om mandagen, og vi fik alle tre butterchicken og naan – ikke så godt som forleden, men absolut anstændigt.
Det er ret sjovt, at Jan og Arthur kommer så godt ud af det med hinanden, faktisk så godt at jeg kunne få lov til at forsvinde i mine egne tanker ind i mellem.
De kan begge lide at løbe, lide slanger og politisk var de også enige om en masse.
Det er vildt interessant at snakke med Arthur. Jeg har sagt – mere end en gang – at han bestemt ikke behøver at svare på alle mine spørgsmål, men han svarer beredvilligt på hvad som helst, og heldigvis spørger han så nysgerrigt ind til forholdene i Danmark.
Vi hører en masse om leveforhold og kultur, og mærkeligt nok er det ikke helt vildt anderledes end hjemme.
Han ser ikke så meget Netflix, fordi han skal betale for forbrug via en dongle, og han var noget misundelig på, at vi derhjemme kan streame stort set frit. Selv tv-narkomaner som os, kommer end ikke i nærheden af vores limit.
Aftenen blev brugt på at pakke kufferterne, så vi kunne være klar til afgang for SAFARI 
