Vi drog afsted mod banegården i bussen sammen med vores guider. Ms. Kim mente, at himlen græd, fordi vi rejste (det regnede) – det var da sødt 🙂
Jeg opdagede i øvrigt, at bagstiv faktisk eksisterede! Lasse, vores festlige ungersvend, vågnede op her til morgen, ganske beruset. Det er første gang, jeg har oplevet det – men han havde også kun sovet et par timer! Han faldt i søvn på perronen, siddende i en underlig stilling med en øl ved siden af sig – og han var ret begejstret for det billede, jeg havde taget, jeg spurgte naturligvis om lov, inden jeg lagde det op!
Vi satte vores ting ind i kupeerne – denne gang var der 7 køjer til 6 mand, men de fleste køjer blev brugt til opbevaring af bagage, og så gik vi ud for at tage afsked med vores guider. Der blev taget billeder og krammet, og den lille Ms Jo kyssede mig endda på håret, da jeg bukkede mig for at kramme. De er så søde, og det er trist, at vi ikke kan holde kontakt med dem, for vi har virkelig snakket godt med dem.
Toget kørte, og både Ms Kim og Ms Jo fældede en tåre, mens vi vinkede armene af led.
Jeg sov en del på vejen. Jan havde fået let feber og masser af snot (sandsynligvis fra marathon-morgenen i kulde), så han var heller ikke på toppen. Men bortset fra det, gik de 5 timer nu ganske let. Da vi kom til den sidste station i Nordkorea var det tid til grænsekontrol. Heldigvis har Jonas nu prøvet det en del gange før, så han var velforberedt.
Vi skulle aflevere vores pas, som vi ellers lige havde fået tilbage samme morgen, og han lavede en optælling af hhv. smartphones, kameraer, iPads og computere, og selvom grænsevagten så møgsur ud, gad de faktisk end ikke undersøge nogle af vores ting. Kineserne i de andre kupeer var åbenbart ikke lige så velforberedte, så de blev checket!
Endelig kørte toget videre igen, og vi kom frem til Dandong. På vej til hotellet fik jeg den sygeste kvalme og måtte dulme den med vand, og så snart vi kom op på hotelværelset, kastede jeg op. Mand, den var ikke god – men så var det overstået.
Andre fra gruppen havde også fået noget med maven, så det var vist heldigt sluppet. Jan led stadig med sin feber.
Vi gik dog med ud for at spise Korean BBQ, denne gang var det endnu bedre og mere varieret. Desuden var det ganske hyggeligt.
Vi gik ikke med de andre ud, men gik op på værelset for at pleje os og vores dårligdomme.
