Vi startede dagen tidligt – Jan lå søvnløs et par timer i nat og jeg vågnede kl. 6 og kunne bare ikke sove mere! Kl. 7:30 blev vi hentet af Sophie (Maxiao Fei) og en chauffør. Sophie er et lille nips fra en lille landsby i Indre Mongoliet på 25 år, som har boet i Beijing i 2½ år.
Vi kørte i gennem en trafik (Cairos trafik kan ikke nå den til sokkeholderne), som ingen af os nogensinde har set magen til. Beijing er 170 km på den ene led og 162 km på den anden og vi var igennem en god bid af den – ellers føltes det blot sådan 🙂
Vi kom forbi den oplympiske by på vejen og fik således et glimt af Fuglereden og svømmestadionnet.
Turen startede ellers med at vi var parate til at stige ud af bilen igen, fordi de forlagte 80 Yuan til vejtold, hvilket vi ikke havde aftalt! Så blev vi stædige – mest ved tanken om, at hvis de slap afsted med det, hvad ville de så finde på!
Men vi fik vores vilje og til gengæld invilgede vi i at se en silkefabrik, de ville ellers have haft os haft på en porcelænsfabrik, men det var da godt, at de tog os til silken i stedet – det er der ganske givet nogle venner og familie, som vil synes var en god ide 🙂
Turen til Jinshanling tog godt 2 timer. Vi kunne længe se flotte bjerge, men først lige inden vi var der, fik vi et glimt af muren.
Vi startede turen kl. 11:45 og havde ikke vandret længe, førend 2 damer slog følge med os. Selve turen fra parkeringspladsen til muren var da ved at tage livet af mig – hold da op med trapper! Og sikke høje trin! Jan, den unge mand, spænede derudaf – men han var dog flink til at vente på mig og give mig en hånd.
Turen kan næsten ikke beskrives – men heldigvis tog vi MANGE billeder og filmklip! Det var 10 km. op og ned af trapper, stigninger og fald og mange steder var der intet rækværk, men takket være mine 2 “sherpaer” følte jeg mig sikker og Jan klarede den også med bravour, på trods af at også han var lidt bange og lider en smule af højdeskræk (jeg insisterer på, at det er sund fornuft at være bange for det terræn). Vi skulle passere 30 vagttårne og til sidst forcere en hængbro.
Det var en utrolig smuk tur, hver gang vi kom igennem et tårn tænkte vi, at NU kunne det ikke blive smukkere (eller mere uvejsomt).
Nogle steder kravlede jeg på alle 4 og andre steder havde jeg en dame i hver hånd. Vi havde ganske enkelt ikke klaret turen uden dem. Mine ben rystede bogstaveligt talt af skræk til tider. Men 1,5 m. bred mur, 500 m. fald uden rækværk og en 70 graders hældning – så bør alle vel være bare lidt bange??
Havde vi vidst på forhånd, hvor frygtindgydende det var, havde vi måske valgt en anden strækning af muren, hvilket ville have været ufatteligt ærgeligt. Dette var simpelthen det mest autentiske, smukkeste, spændende og helt ubeskrivelige sted på muren, vi kan ikke forestille os noget mere spændende.
Det er også et sted, hvor der ikke kommer for mange turister, højsæsonen startede i øvrigt i dag, alt i alt mødte vi vel 10 andre turister og en bunke folk mongolske farmere, som lever at sælge vand, bøger etc. til turister.
Vores ene sherpa vendte om på halvvejen og resten af vejen klamrede jeg mig til den sidste, Tui, og til Jan. Tui vendte om, inden vi nåede Simatai og resten af vejen var heldigvis knapt så uvejsom og så havde jeg jo Jan 🙂
Hjemturen tog knapt 3 timer, jeg sov lidt af vejen, men til chaufførens ros skal det også siges, at ingen af os på noget tidspunkt følte os utrygge – og det er noget af en ros i den trafik- derfor endte vi også med at betale 600 for turen – det var de meget tilfredse med.
Da vi kom ind på hotellet, var elevatoren i stykker og vi bor på 5. sal!! Så på trods af, at vi absolut ikke følte trang til at bestige flere trapper lykkedes det os nu alligevel. Tanken om vores eget toilet og udsigten til at kunne få skoene af hjalp vist også en hel del.
Selvom vi var temmeligt smadrede lykkedes det os alligevel at komme ud og spise kinesisk. Sichuankøkkenet er godt nok krydret – selv Jan fik nogle rejer, som var for stærke. Der var så også en cm chili på! Men vi fik da også noget som smagte ganske godt og ingen af os stak os i øjnene med pinde – det gik mærkeligt nok fint. Måske fordi vi var så trætte, at vi bare spiste med pindene uden at tænke for meget 🙂
