Flyrejsen gik rigtigt godt igen. Denne gang sad jeg ved siden af en flink ældre herre fra Norfolk, som underholdt mig, når vi ikke sov. Vi fik heldigvis sovet lidt, så da vi landede var vi ganske friske.

Straks vi stod af flyet slog varmen os i møde! Skønt! Udsigten var også flot. Inden vi nåede ind i ankomsthallen (hvis man kan kalde den det) blev vi mødt af højlydt reggaemusik og budt på den lokale Cruzan rom, som smagte rigtigt godt.

Vi tog en taxa fra lufthavnen til Galleon House, og det tog ikke mange minutter at køre til hotellet. Det ligger oppe ad en stejl bakke (Government Hill) og en hulens masse trapper. Vi checkede ind og fik vær. 102, et pænt lille værelse med en FANTASTISK udsigt fra vores balkon.

Vi pakkede nødtørftigt ud, drak en kold cola eller 2, tog et bad og strøg ud af døren. Vores hotel ligger i et gammelt kvarter, hvor mange af de ting, som vi skal se, ligger. Vi gik lidt ud af byen og kiggede på den søndagsstille by.

Der er mange fine fugle og endnu flere firben, som vi så i alle størrelser. Det største vi har set endnu er dette:

Men det stoppede da også trafikken 🙂 Chaufføren spurgte os endda, om han kunne køre videre! I øvrigt bliver taxaer faldbudt hele tiden. Der er masser af busser a la Egyptens dytbusser, som man kan køre med for 1-2 $.

Vi fandt en Wendy’s og fik os en burger. Bagefter gik vi hen i et lille supermarked og fik købt sodavand og pålæg. Vi har rugbrød med, og på dette hotel er der intet køkken.

I øvrigt så vi noget af et politiopbud uden for supermarkedet. En mand gik og småmumlede for sig, når han altså ikke råbte op og der kom ikke færre end 4 politibiler for at eskortere ham væk!! Det virkede lidt overdrevet, men så er de da på den sikre side!

Vi blev også spurgt om nogle butikker af en anden turist og heldigvis kunne vi svare, som om vi har været her længe! Når vi spørger folk til råds, er alle også meget venlige og imødekommende.

På hjemvejen kom vi forbi en udendørs aftengudstjeneste. I øvrigt var det så varmt, at vi var ved at smelte!

Lige før Emancipationspladsen, hvor der var gudstjeneste, passerede vi det gamle fort Christian. Det er et af de ældste minder fra den danske fortid og er opført i 1671.

Tilbage på hotellet hoppede jeg i en bikini og så greb vi pc’en og gik ned til poolen. Der kom en kort byge og det var ret underligt, fordi solen skinnede, mens det regnede!

Vandet i poolen var lunkent og kølede ikke meget, førend jeg kom op af det igen! Så var det også dejligt.

Vi fik lagt billeder ind – 38 indtil videre (søndag kl. 18), men bare rolig, vi skal nok sortere i dem, inden vi udsætter jer for dem!

Vi er rigtig glade for at have Anns lille pc med, selv om vi ikke kan gå på nettet overalt.

Vi bestemte os for at gå en aftentur og det gav os blod på tanden efter at undersøge det gamle historiske område, som vi bor i i morgen. Det glæder vi os meget til.

Vi fandt også ud af, at der er et gadekøkken, som sælger de lækreste kyllinger lige rundt om hjørnet, det må vi prøve en dag.

Tilbage på hotellet spiste vi et stykke rugbrød på altanen og nød den lune aften.

Her er i øvrigt rigtigt pænt. Luften er nok så lun og lækker og vi føler os meget privilegerede over at være her.

Lignende Indlæg