Jan havde jo fundet Omar Barry, via Mo, som fugleguide. Ham havde vi booket til at tage Jan ud og lede efter slanger og fugle.
Jeg var i syv sind, om jeg skulle med, men jeg er jo møgbange for at gå glip af noget, så i går da Mo sagde, at frokost ville være hos hans familie, begyndte det at rykke i mig for at tage med, for slanger ønsker jeg egentlig ikke at se, og selvom jeg godt kan lide fugle, trækker sol og strand nu også i mig.
Men jeg ville gerne med, og Jan ville da heldigvis også helst have mig med 🙂
Vi blev hentet kl. 8 og samlede Omar op og kørte Pirang Forest, hvor vi mødtes med Kawsu Gibba, som har arbejdet i skovet i 15 år.
Det var simpelthen de sødeste og mest hensynsfulde guider, de forsøgte ihærdigt at fjerne alle grene, som vi kunne træde på eller hænge fast i, og begge er søde og rare at snakke med.
Kawsu så, at jeg strakte ben, den ene gang vi stod stille, mens Omar ledte efter slanger til Jan, så han spurgte, om jeg havde ondt i lænden, for det havde han! Så jeg lovede ham, at jeg ville vise ham nogle øvelser, som kunne hjælpe ham – og det gjorde jeg så, da vi kom tilbage til ”stationen”, hvor vi havde mødtes med ham. Han var virkelig rar.
Der sad flere guider, så jeg foreslog, at vi gik om bag bygningen, så de ikke fik alt for meget at grine af! Det var han glad for, da han fandt ud af, at han først skulle ligge på en bænk og strække arme og ben, og bagefter lege kat og skyde og krumme ryg! Men han kunne mærke det, så han var glad!
Vi så bavianer som noget af de første – og de var velvoksne og lavede grynte-lyde – vi håbede intenst, at de holdt sig på afstand, for den store han kiggede lige på Jan! Godt at Jan ikke grinede og viste tænder, for så havde hanbavianen kendt sin modstander! Heldigvis kom de ikke nærmere….
Vi så også 2 andre abearter, vi tror, at den hedder Green Velvet og en rød Colobus.
Vi så en masse forskellige fuglearter, fra bittesmå til ret så store. Faktisk havde vi den bedste udsigtspost tilbage på stationen, hvor de havde et vandingshul til fuglene. Der var bl.a. Kingfisher, gule væverfugle og Cordon Bleau.
I vandningshullet havde der også været en grøn mamba på hele 2 meter forbi for at få vand! Den ville Jan gerne have set – den var helt ude i det fri på det billede vi så.
I øvrigt var det en meget smuk skov, og vi nød alle skovens lyde.
Sainey, Mos lillebror, hentede os og kørte os til Farasuto Forest, hvor vi fik Bax som guide. Vi gik ind i skoven til en lysning med et vandingshul, hvor der var en anden guide med britiske turister. Vi ved ikke, hvor længe de havde siddet der, men de havde skræmt en grøn mamba væk, da de kom!
Bax viste os også et sted (og et billede), hvor der blot et par dage før havde været ”puffadder”! De er der altså.
De gik enormt meget op i finde fuglene til os, udpege dem og forsøge at finde dem med kameraet, men vi havde ikke det store kamera med, så vi fik kun et ordentligt billede af en fin ugle! De gik næsten mere op i at finde fuglene end os… Det var da meget sødt.
Så var det fodringstid – grunden til at jeg tog med, ikke på grund af sult men for at se familien igen. Jeg havde ikke taget billeder i går, for det virkede lidt grænseoverskridende, men her poserede børnene for vildt og søgte vores opmærksomhed hele tiden. Der var mange af dem fra 4-5 år og op til teenagere. Jeg tror ikke, at alle hørte til i compounded – det håber jeg da ikke…. Men ok, de bor 21 mand der. Faderen, 3 koner og så bliver det dælme til mange børn….
Jeg havde frygtet maden lidt, men min frygt blev gjort til skamme. Mo havde lovet Chicken Stew, og det var det også.
Til os 5 (Omar, Bax, Sainey og os) fik vi et stort fad med kylling, løg, grøn (enormt stærk) tomat og en chili på toppen af et bjerg ris – og 5 skeer 🙂
Jeg havde egentlig forventet, at de ville spise med hænderne, som de gør traditionelt, og vi ville blive budt skeer, men de kom med skeerne, og vi ville ikke protestere.
Maden smagte rigtigt lækkert – til både min og Jans store overraskelse! Omar var så galant, at han pillede kødet af benene og serverede det benfrit for både Jan og mig. Han gav os også okrastykker og kartofler. Det er et tegn på respekt, som familien normalt gør for overhovedet, så jeg forsøgte at lade være med at tænke på, at skeen, han skar med, havde været inde i hans mund….
Jan spurgte også, om jeg havde mavepiller med…. forstår ikke hvorfor…. men selvfølgelig har jeg masser af start- og stop-piller med 🙂
Bagefter fik vi serveret en vandmelon, som jeg skar ud, ikke særligt elegant, men den smagte godt 🙂
Imens trådte børnene op på slap line. Pigerne sang og klappede (ikke kage, men noget der minder! Faktisk lød en del af sangen som omkvædet i ”Dybbølsbro går op og ned). Men ok, Vimmersvej er jo også afrikansk…
Drengene løb om kap, trak ”tov” (uden tov med ved at holde hinanden om livet), legede elefant (i tog-formation med en på toppen), havde brydekampe osv. Pigerne ville ikke stå tilbage og trak også ”tov”.
Det var enormt underholdende at betragte og for mig dagens absolutte lyspunkt!
Da vi skulle afsted, skulle vi give hånd til alle børnene – flere af dem mere end en gang og de kunne næsten ikke give slip på os. De stod også alle sammen udenfor ved bilen og råbte farvel og at ”I will miss you!”
Men godt at vi har håndsprit med – og den bliver brugt flittigt! Alle giver hånd her – fremmede på gaden og samtlige børn vil også gerne.
Vi troede, at vi skulle sætte Bax af, men Omar ville så gerne give os en god heldagsoplevelse, så Mo evt. vil booke ham igen, så vi skulle ud af bilen og kigge efter flere fugle. Jeg var mæt af indtryk – og det var Jan også – så jeg gik og kiggede ned (de fleste stier er ikke bare lidt ujævne) og GADONK – så fik jeg en temmelig tyk gren med en temmelig tyk bule på lige ind i toppen af mit kranie!
Damn, det gjorde ondt – og her 4 timer efter har jeg trods piller stadig en halvgrim hovedpine…. Så ville jeg gerne tilbage.
Herrerne var noget bekymrede for mig, for min lyst til at småsludre forsvandt totalt, så de spurgte flere gange, om jeg var ok. Det var jeg, eller jeg er da ret sikker på, at jeg nok skal blive det. Men det var lidt som at blive slået med et baseballbat!
Ind og i bad for igen var vi møgstøvede og svedige – og jeg havde så meget støv i håret, at jeg ikke kunne køre fingrene igennem for at mærke efter bule – den er der, skal jeg hilse og sige.
Jeg bebrejder ingen, at jeg fik grenen i hovedet, det er trods alt mit ansvar at se, hvor jeg går! Men det var dælme en sur måde at slutte en ellers fed udflugt på…. specielt når ingen af os gad flere fugle.
Vi var ikke vildt sultne, og vi gad ikke gå ret langt, så vi endte på Friends, hvor vi bestilte maden ud af huset, så vi slap for at sidde der i larm, de spiller alt for høj reggaemusik – selv uden min hovedpine.
De var ”kun” 1 time og et kvarter om at lave maden – men der var da også hele 3 andre borde – som havde spist…. That’s Africa, mon!
Lige inden Jan fik et hysterisk anfald – havde han faktisk fået og jeg har SMS’en til at bevise det – kom maden endelig – og så den forkerte mad – men det smagte dog godt, og vi orkede i hvert fald ikke vente en gang mere på at få kylling i karry i stedet for kylling cordon bleau.
Jeg var rendt i forvejen for at skaffe bestik på hotellet og for at skrive blog 🙂
