Første dag i Krakow er veloverstået – vi ankom ganske vist 2 timer forsinket i går aftes, men pyt skidt, vi er her, og her er flot. Vi startede dagen med en lækker morgenmad på Bistro Charlotte på vej til Rynek Glowny, det centrale torv, hvorfra de guidede ture udgår.
Vi fandt vores guide i det hav af kulørte paraplyer, som alle udbyder “gratis” ture (de er drikkepengebaserede), og vi var på en spændende tur rundt i den gamle bydel. Vores søde unge guide, Maria, snakkede næsten engelsk, så vi fik en del info om alle de smukke bygninger 🙂
Da vi stod udenfor markedshallen, lød der et gigantisk rabulder, og så stod himmel og hav i ét! Heldigvis kunne vi vente lidt inde i markedshallen, så lånte guiden mig sin paraply, så jeg kunne være tør (er jeg blevet en gammel kone, som skal passes på? ?) Vi ventede lidt på en hyggelig cafe, så fortsatte vi ellers ufortrødent i 1½ time mere.
Vi fandt en lille hyggelig cafe NapNap, hvor vi fik en lækker sandwich til frokost, inden vi slentrede tilbage til lejligheden, så vi kunne få en tiltrængt siesta 🙂
Middagen blev indtaget på The Black Duck, som vi havde fået anbefalet af vores kollega, og det var også et rigtigt hyggeligt sted med god betjening og lækker mad til billig penge 🙂
Vi indtog aftenkaffen på Charlotte med udsigt til en smuk bygning og et kulørt springvand – ikke at foragte 🙂
Vi er indtil videre fan af Krakow og glæder os til at se mere i morgen 🙂
Det nye kamera er i fare for at blive slidt op 😀 😀

Lignende Indlæg