Vi havde en laaaang dag derhjemme, førend vi skulle afsted! Men dagen gik nu ok, og da klokken var 16 stod vi parat med vores Rejsekort, men det begyndte at regne, og eftersom vi havde haft en ualmindelig voldsom byge, og mereteologerne havde lovet skybrud omkring kl. 16, ombestemte vi os lynhurtigt og bestilte en taxa.
Tanken om at sidde drivvåd i et fly, hvor det altid trækker, tiltalte os ikke!
Vi kom derud, snakkede med flere kolleger, bl.a. skønne Lena, som har ferie samtidig med os, men som kører modsat weekend en måneds tid endnu, så vi kom smukt igennem CSC.
Vi gik op i loungen, som stadig er under ombygning, og da jeg ikke kunne finde en koldt vands hane, bad jeg en ung pige om at putte koldt vand i min flaske. Hun kom tilbage og sagde, at hun havde renset og skyllet flasken – og her havde jeg medbragt saft i en lille flaske, så vi kunne få saftevand… Hun undskyldte mange gange, men det var jo i en god mening, så da hun tilbød at hælde juice i i stedet, slog jeg straks til og takkede for opgraderingen 🙂
Vi gik hele vejen ud til C32 – og fik hilst på en tidligere kollega, som nu er paskontrollør 🙂
Ude i gaten besluttede SAS 20 minutter før afgang at ændre fly, gate osv.! Så vi gik til C27, hvor vi ventede længe på, at de åbnede det nye gaten – sygt dårlig service i betragtning af at personalet var der længe inden de åbnede.
Havde de blot besluttet det i god tid, var vi blevet siddende godt og behageligt i loungen…. 🙁
Nå, endelig blev vi lukket ombord på flyet, kun for at få at vide at der ville gå en halv time, førend de havde lov til at lette…. Så kunne vi sidde i den elendige sardindåse med den tyndest mulige polstring på papsæder…. med en skoleklasse af støjende svenskere og en ældre svensk dame (på ca. min alder) ikke kunne rejse sig uden at bruge mit sæde som katapult… SUK!
Nå, jeg tog mig en lur, og Jan så Netflix – vi lettede 1t5m forsinket… Vi landede (var det mon på flade hjul) 45m forsinkede…
Heldigvis gik paskontrol og udlevering af kufferter hurtigt. Jan havde set, at begge kufferter var kommet ombord, så vi vidste, at de var der.
Billejen gik også hurtigt, vi fik en Opel SUV, som kører fint og sæderne kan skubbes langt tilbage – så det er godt. Så gik turen mod Split.
Jeg havde kommunikeret med Ivan, som er vores kontakt til Split Bliss Apartments, og da vi kom ind til Split (i ravende mørke i en ukendt bil i en ukendt by), lå gaderne enormt tæt, så når vores GPS sagde, at nu skulle vi dreje, kom man meget nemt til at tage en forkert vej. Da vi havde kørt i ring lidt tid – kun få minutter – ringede jeg til Ivan (vi har jo 3LikeHome), og 2 minutter senere fandt vi ham 🙂
Han lukkede os ind i en lille nuttet lejlighed – et studio, pænt, rent og relativt rummeligt og tegnede og fortalte lidt for os. Vi bor vist meget centralt med bager, supermarked osv. lige i nærheden.
Som altid blev Jan sat til at logge alt på wifi og lade være med at gå i vejen, mens jeg pakker ud 🙂 Vi pakker altid ud, så snart det er mere end en nat – det føles bare mere hjemligt!
Vi havde en så god nat, som man kan forvente i en fremmed, lidt smallere seng, end vi er vant til og så endda med dobbeltdyne….
Da vi stod op, lavede jeg morgenkaffe til os, som vi nød i sengen, mens vi vågnede.
Vi gik ud for at lede efter en bager, som skulle ligge på den anden side af gaden – det gør den også – bare et par hundrede meter væk 🙂 Men vi fandt den og fik set nogle meget nuttede og lokale gader på vejen! Vi fik 4 croissanter – heraf 2 med chokolade for 20 kr.! (valutaen er ca. 1:1).
Så gik vi ud for at finde “The golden northen gate” i Diocletians Palads! Vi fik at vide af Ivan i går, at vi skulle gå lidt ned ad bakken, igennem en park, finde statuen og så var vi der – det gjorde vi – og det tog vel 2 minutter!
Så til den ene side bor vi meget lokalt, til den anden side absolut turistet! Perfekt – og med p-plads lige uden for døren, selvom den skal vi ikke bruge i dag 🙂
Vi fandt vores guide. De var forbløffede over tilslutningen, turistsæsonen starter nemlig først 1/6, for vi var så mange, at de måtte dele gruppen i 2. Vi var vel alligevel 12-14 stk. i vores gruppe. Vores guide hed Darko og var gift med den anden guide, hvis søster i øvrigt også er guide!
Der må være enormt mange beskæftiget i turistbranchen her, for vi så ufatteligt mange grupper fra hele verden (det vrimler også her med kinesere). I vores gruppe var der australiere, amerikanere, englændere, nordmænd og os i vores gruppe.
Darko var en god guide og tidligere historielærer, og den første time alene guidede hans os rundt i paladset. I paladset bor der til daglig omkring 1000 mennesker – selvom det kunne der nok gøre, langt de fleste lejligheder er til udlejning bl.a. via Airbnb. Men der ligger butikker, restauranter m.m. i selve paladset.
Det er ganske spektakulært, og det er for nyligt (over en periode på 10 år) blevet renset med laser, så man ikke kan se, at det har stået der i 17 århundreder! Der var en sfinks, som var 3500 år gammel!
Vi kom også ned til havnepromenaden, rundt i det venezianske kvarter og så mange nuttede gader og stræder, som ligger VIRKELIGT tæt!
Efter turen fandt vi et sted, hvor vi fik et par pizzaslices, inden vi gik hjem for at holde siesta 🙂
Efter en god siesta gik vi rundt i bykernen igen, og selvom vi synes, at vi tog en ny vej, kom vi hele tiden forbi steder, som vi havde været før – alene og/eller med guiden! Bymidten er godt nok ikke ret stor, men den er rigtig hyggelig!
Vi fik handlet lidt i en Spar-butik, så vi kan få morgenmad og kaffe i morgen tidlig – det er nu meget rart, at vi ikke skal på jagt fra morgenstunden af – rigtig meget er lukket om søndagen – både restauranter og butikker!
Vi spiste på Apetit, en lille restaurant beliggende på 1. sal. Det er et rigtigt hyggeligt sted, man kan dog kun sidde inde og spise. Betjeningen var fin og god, vores forretter var fine, men desværre var hovedretten, som ellers var marineret kalv, ekstrem fed – så når jeg havde skåret sener og snask fra, var der ikke meget kød tilbage… ÆV! Men det rene kød, kartoflerne og grøntsager smagte dog godt.
Vi fandt ud af, at vores lejlighed på Hvar først var lejet fra i overmorgen, så vi fandt lynhurtigt et hotelværelse til i morgen aften – for færgebilletten er købt 🙂
Desuden fik vi lov til at checke lidt senere ud herfra i morgen, så det er godt! Så har vi lidt bedre plads i programmet og mere ro i sjælen! Vores færge er først kl. 14:30 – valget stod mellem den og kl. 8:30 og så tidligt vil vi ikke op på en ferie!
Linda og Jans rejseblog