Vi var oppe, så vi kunne komme ud og sejle på søen, som er Afrikas næstdybeste og 3. dybeste i verden. Ganske klart vand og en pænt antal fugle.
Vi fik en lokalguide, Ronald, med os. Han studerede turisme på det lokale universitet, og han viste os billeder af nogle tyske turister, som nu var hans sponsorer. Det er skønt for ham, at nogen vil sponsorere ham, og det er jeg superglad for, men jeg får lidt dårlig samvittighed over ikke også at spæde til – altså mere end normale drikkepenge. Men jeg kan ikke sponsorere alle.
I søen ligger flere øer. Den ene er en ren turistø med importerede hun-zebraer og han-æsler – og nu ventede den ene zebra en zonkey 
Hvem har lyst til at se importerede dyr? Så kan vi tage i zoo eller Knuthenborg Safaripark. Nå, men der er sikkert andre, som synes det er sjovt.
Punishment Island er en af de mange små øer. Denne var bittelille og havde et enkelt dødt træ, hvor skarverne sad og hyggede sig. Det er den ø, hvor de ugifte unge piger, som havde været så letsindige at blive gravide, blev sejlet ud. Mændene fik ingen straf, for det er naturligvis ikke deres skyld, hvis pigen bliver gravid. De mænd, som ikke har råd til at betale medgift, kunne sejle derud og hente sig en gravid kone uden at skulle betale. Brugen af øen stoppede for ca. 50 år siden.
Der var en tidligere spedalskheds ø, hvor en britisk læge for ca. 100 år siden havde slået sig ned for at hjælpe dem med at udrydde spedalskhed. I dag fungerer øen som en skole for op imod 400 børn, som sejler derud.
Vi blev vist rundt af en gut, som jeg formoder var skolelederen, og han undlod ikke at fortælle, at alle tilskud var velkomne og tiltrængte – tiltrængte var de i hvert fald, og lige der ville vi gerne spæde til.
Vi snakkede også med en ung gut, som gerne ville være professor. Da vi spurgte hvilken slags professor, ville han gerne være dommer og ledte også efter sponsorer… Det blev ikke os.
Overalt på øen var der positive statements, såsom ”Menstruation is good, and it is normal”. Der var også informationsskilte om HIV/AIDS. De går da ind for oplysning.
Derfra sejlede vi til et lokalt marked – og om det var lokalt. De kom fra nær og fjern for at sælge tøj, sko og fødevarer. Vi så nogen, der læssede en levende gris bag på en knallert, og det skal jeg hilse og sige, at grisen ikke var glad. Nøj, hvor den skreg. Jeg overvejede et videoklip, men jeg ønsker egentlig aldrig at høre de lyde igen.
Det var meget interessant at se.
Vi tog tilbage på lodgen, som i øvrigt ikke var den, vi havde bestilt, men de (lodgen) havde klokket i det, så vi boede på en søster-lodge. Den var også ok, men der var plads til forbedringer – bl.a. blev vi spurgt hvad tid vi ville spise, og da vi et tidspunkt, blev det accepteret, ændret osv. De havde også kun 2 borde, som man kunne sidde og spise ved.
Det var en ganske kedelig oplevelse at checke ind, og de stod tydeligvis og snakkede om os, og vi kunne se, at der var problemer, men vi fik INTET at vide.
Den gut, der faktisk talte med os, hviskede så lavt, at end ikke Jan – som ellers kan høre ALT – kunne høre, hvad han sagde.
Vi mødte endelig Khalif, vores guide og Pauls ven. Han var umiddelbart sympatisk, og vi følte – og føler – os meget trygge og godt tilpas i hans selskab. Han har været guide i mere end 10 år, og arbejdet sammen med Paul. Vi spiste frokost og blev lige introduceret til hinanden, inden vi startede bilen og kørte til Bwindi, hvor vi blev indlogeret på Gorilla Mist Camp, og så vi en tur rundt i den lille landsby, hvor det virkede som om Khalif kendte halvdelen af dem, der var der.
Da vi kom tilbage, viste de unge mænd på hotellet os en 3-hornet kamæleon, som de havde fundet tæt på lodgen. Den var godt nok fin. Vi fik en god middag, og der var så koldt, at jeg nærmest frøs måsen af! Jeg havde ellers lukkede sko, lange bukser og 2 uldbluser på.
Det varme vand blev opvarmet af levende ild, så der skulle man sige til 15 minutter, førend vi ville i bad. Heldigvis lagde de en varmedunk i vores senge, og heldigvis frøs Jan ikke så meget, men ellers var det truslen om, at han skulle varme mig (han hader at sove tæt), der fik ham til at aflevere sin varmedunk, så jeg havde 2 
