Vi fik den tristeste af alle triste morgenmad – og jeg måtte kæmpe med de ansatte for at få toiletpapir. Jeg kunne få 5 stykker… HMPH! Når man har haft Crohn i så mange år, vil man bare ikke løbe tør for toiletpapir. Mand, jeg var frustreret. De havde skullet bringe noget til værelset aftenen før, men det havde vi ikke fået. Jeg fik med ”magt” vristet det 3-dobbelte ud af dem.
Om morgenen skulle vi gå en lille tur. Det viste sig, at det var helligdag (nok for en eller anden aftales underskrift eller en Kims fødselsdag). Der var enormt mange mennesker på gaden, det virkede også velorganiseret. Folk stod smukt i mange lange køer, og de blev sendt afsted i større grupper, så de kunne defilere forbi de 2 statuer af Kim I+II, bukke og lægge blomster. Statuerne er naturligvis ikke lige så store som dem i Pyongyang, men samtlige kommuner har disse statuer.
Vi gik (naturligvis) udenom alle køerne, og på toppen kunne man komme hen og se ud over alle Kaesongs gamle huse med deres fine tage.
Så kørte bussen til DMZ, som kun ligger 10 km derfra. Vi stoppede først i en souvenirbutik, hvor jeg for en gangs skyld købte mig en t-shirt. Vi mødte også vores militærguide. En lavererangerende sur mand og en 3*, som var vældig rar, smilende og imødekommende – også selvom han ikke ser sådan ud på vores billeder.
Så kom vi igennem et område, hvor der ikke måtte tages billeder. Det var en meget smal tange, hvor der på begge sider var virkelig store betonblokke med små intervaller. Skulle der ske noget, ville de kunne sprænge betonklodserne og få en gedigen afspærring.
Nogle af drengene var helt oppe at ringe, fordi de havde set en video, hvor en afhopper bliver skudt, ligger flere timer, hvorefter han overlever ved, at sydkoreanske soldater henter ham i nattens mulm og mørke. Den så vi naturligvis også, da vi kom til Kina, og det er da lidt syret, at det skete, kun et år før vi var der.
Vi så først det hus, hvor afslutningen af Koreakrigen blev forhandlet, og dernæst huset hvor fredsaftalen blev underskrevet. Der var også et billede på væggen af et brev, hvor der stod, at de foreslog, at et forhandlingsmøde kunne finde sted på et dansk hospitalsskib – og så begyndte vi at synge Jutlandia 🙂
Vi kom hen til grænseposten, hvor vi kunne se de velkendte blå bygninger i DMZ og ind i Sydkorea. Og der havde vi et glimt af internet. Jeg nåede at poste 2 billeder på nettet, jeg havde skam også skrevet opslaget hjemmefra, så det var klart!
Derfra skulle vi til Koryo Musum, hvor vi så en masse uinteressant. Men bygningerne var pæne.
Så fik vi et kongemåltid på en lokal restaurant – efter sigende. Der var 11 små guldskåle til hver af os med kolde grøntsager i, så hvis nogen synes, at det er et kongemåltid, er jeg dælme glad for ikke at være konge!
Igen fik Jan en masse hvidløgsmarinerede grøntsager, og jeg fik en mundfuld kold ris! Godt vi havde kiks, chips og vingummier!
Så kørte vi tilbage til Pyongyang, efter et stop på en rasteplads, hvor adskillige kinesere gerne ville have et billede sammen med mig – jeg er jo en del højere end hvad de er vant til. Vi startede på Børnepaladset, som er en rigtig fin og børnevenligt udsmykket bygning. MEN – børnene virkede ikke ligefrem til at hygge sig. Det var stive smil og stor koncentration over hele linien – ingen grin, ingen latter. Det var lidt trist at se små balletpiger med påklistrede smil, små musikere uden smil osv. osv.
Bagefter kunne man vælge at se en cirkusforestilling (a la Cirque de Soleil), mens vi andre blev forvist til en kaffebar tæt på, hvor en kop kaffe kostede 4 USD. Men i det mindste havde vi en hyggelig snak med andre fra gruppen.
Endelig fik vi ordentlig mad på en KITC resturant. Vi fik en art Korean BBQ – kødet var and, der var ganske vist enormt fed, men når man skærer fedtet fra, smagte det egentlig ganske godt – så jeg blev mæt for en gangs skyld.
Så kørte vi til Yanggakdo Hotel, hvor vi skulle tilbringe sidste nat i Nordkorea. Det er det hotel, hvor Otto Warmbier stjal den plakat, og endte i fængsel og døde af det. 5. etage eksisterer slet ikke i elevatoren – og det siges, at det er en etage med overvågning – vi følte ikke trang til at stå af på 4. eller 6. og så tage trappen for at undersøge det.
Det er et bedre hotel end det andet, men det gjorde nu ikke noget, at vi kun skulle tilbringe en nat der. Om aftenen havde vores gruppe den roterende restaurant på 47. sal for os selv. Vi blev en times tid og gik så ned for at sove – for en gangs skyld var der ikke varmt som i en sauna – det var nu ganske dejligt.
