Flyveturen hertil var gnidningsfri! Lang, kedelig og irriterende, men sådan er det!
Min monitor duede ikke, så det var da godt, at jeg enten sov eller kunne se Netflix på telefonen, når flyveturen trods den ikke var 12½ time som forventet men “kun” 11 timer, så gik tiden nu alligevel. Jan havde sin monitor, og han købte også wifi.
Immigrationen gik relativt hurtigt, til gengæld var kufferten en krig om at dukke op – men de kom – begge to 🙂
Turen til hotellet gik gennem forstader, der var ganske fattige og så meget lidt inspirerende ud i tusmørket. Vores chauffør snakkede ikke meget engelsk, så vi sad blot og undrede os over, hvilket sted vi dog er havnet, men fik da set nogle forskellige kvarterer – og var dybt forundrede over deres mærkelige trafik. Næsten alle veje er ensrettede, og du skal vide, hvilken vej du skal næste gang, for ellers kan du bare ikke skifte bane! Meget mystisk!
Vi ankom til hotellet, hvor en flink mand i receptionen tegnede og fortalte, og vi fik anvist værelse 904 på 9. sal. Vi var godt nok trætte….Vores værelse er lidt større end en skotøjsæske, der er ikke meget opbevaringsplads til tøj osv., sengen er nok ikke mere end 1,20 bred og jeg har ikke noget sengebord – men skidt pyt!
Vi pakkede ud, fladede lidt ud og gik så i hotellets restaurant for at spise. Til vores store overraskelse var maden både god og billig! For 2 forretter og 1 hovedret blev det under 500 pesos – altså under 160 kr.! Inkl. drikkepenge og en flaske vand! Betjeningen var sød og imødekommende, og trods deres begrænsede engelsk og vores værre spanske, klarede vi nu kommunikationen ganske fint.
Så gik vi på værelset, og kl. 23 var vi begge bevidstløse!
Vi vågnede lidt i 6 – og Jan var vågen, så jeg blev lokket til at også at vågne. Vi surfede lidt, og da morgenmaden serveres fra 7-11 benyttede vi os af det og gik derned. Det var dælme godt! Vi startede med hhv. en omelet og quesadillas (mig) – nøj, det var godt – og frisklavet. Juicen var heller ikke saftevand, men smagte godt. Baconen var rigtig gris (føj når det er okse eller kalkun) og sprødt! Vi fik enchiladas med salsa, yoghurt og forskellige andre lækre ting – virkelig høj standard.
Vi gik i receptionen og snakkede med en flink ung mand, som talte bedre engelsk end de fleste, vi hidtil har snakket med. De flestes engelsk lader en del tilbage at ønske, så det er godt, at vi kan “skraldespansk” 🙂
Den unge mand kunne give gode råd med hensyn til simkort til Jans telefon (man kan jo ikke undvære internet, når man går rundt), udflugter, indkøb m.v. Vi snakkede med Romelo, som arbejder for hotellet med at køre folk på udflugter. Han er en flink ældre herre med et forståeligt engelsk. Han kunne køre os til pyramiderne med et par stop undervejs for 1700 pesos (altså under 600 kr.)! Hvis vi skulle på gruppetur ville det koste det samme, men så inklusiv en buffet…. Vi vil hellere være os selv. Vi endte med at booke ham til i morgen!
Vi gik ud og ledte efter et simkort. Faktisk skulle det ikke være mere end 13 grader på det tidspunkt (kl. 8;30), men trods sommertøj var det ikke koldt. Vi fandt en lille biks med en flink ung mand fra Venezueala, som solgte os et simkort til ca. 50 kr., og så har vi fri tale lokalt og 1 gb surf.
Vi tog en Uber til Zocalo (den centrale plads), hvorfra vi skulle på en guidet tur. Det kostede den nette sum af 52 pesos – altså mindre end 1 klip med metroen derhjemme! Vi rendte ind i en guide fra et konkurrende selskab til det planlagte, men eftersom de ikke havde bekræftet vores reservation, og de andre startede en halv time tidligere, tog vi de andre. Julio var også en flink guide, og det var bare os og en ung kvinde fra Taiwan!
Vi startede ved katedralen, så Templo Mayor (azteker-ruin), det gamle posthus, Palacio Bellas Artes og mange andre fine steder i det historiske område. Han gav også gode råd mht. streetfood, der godt nok så lækkert ud.
Efter rundvisningen gik vi først til El Moro, som er et sted berømt for deres churros. Jan har set et program på Netflix om mad i Mexico City – og nu har vi prøvet de to og det tredie er booket til i aften! Men lad mig sige, at de første to ikke har skuffet!
Derfra gik vi til El Huequito, hvor vi fik tacos. Deres tacos er små, men for pokker de smagte godt. De er godt nok dyrere end gadekøkkenerne, som tager 10 pesos, men stadig billige og gode! Der var vel også 7-8 salsaer at vælge i mellem – fra let ild til total ildebrand 🙂
Vi gik rundt i byen på må og få. Den er godt nok spændende – og larmende! Alle steder har en højttaler, som brager lystigt ud, politiet lader som om de dirigerer trafikken med fløjter (fodgængerne vader bare) og der er bare vildt meget støj – nå ja, nu ved jeg i øvrigt hvorfor man slår nogen til lirekassemand! Der var ufatteligt mange lirekassespillere, som lød ufatteligt elendigt… De er ikke engang handicappede, som har en speciel tilladelse, men bare nogen som går op i traditioner….. Min bare…. Nøj, hvor kunne man godt få lyst til at slå dem for at få dem til at stoppe!
Jeg ville gerne se et marked, men jeg var nok lidt træt, for vi havde vadet længe, inden Jan opdagede, at det lå i Oxaxa 🙂 Nå, det tog han pænt, men det var nu også hyggeligt at gå rundt!
Så en Uber tilbage til hotellet 🙂
Efter en god og tiltrængt siesta gik vi hen til Amaya, som var den 3. restaurant, som Jan havde set i tv-programmet. Den ligger 2 minutters gang fra hotellet. Der var intet “normalt” kød (gris, kylling, okse) på menukortet overhovedet! Der var mange vegetarretter, og indrømmet naboens tallerkener så indbydende ud! Den ene fik 2 hjertesalat (måske romaine) hoveder grillet med revet ost – det er altså meget salat! Hans portion med blomkål var også velvoksen.
Vi bestilte nogle dumplings (rigtig lækre), gnocchi (fine, men lidt kedelige) og kanin (lidt kedelig i smagen), vi fik også serveret brød, som var brændt, så jeg var ikke specielt imponeret. Jan var lidt mere tilfreds, men da vi bagefter opdagede, at der lå en El Huequito lige ved siden af, fortrød jeg da godt nok, at vi ikke bare havde fået tacos 🙂
Nu er vi trætte – igen…. Vi skal afsted kl. 9 i morgen, så Jan siger, at jeg gerne snart må sove – jubiii 🙂
