Om Os

Vi er 2 rejsegale personer som mødte hinanden i 2008. Vores første tur sammen var til Beijing og siden er det blevet til mange rejser sammen fordelt på 6 kontinenter.

Hvem er Vi

Mød os her

Herunder kan du se os.

Jan Pihl-Hansen

IT-Security

Linda Pihl-Hansen

Office Assistant

Vores Historie

How did we
get here?

For hvad virker som 100 år og en madpakke siden var jeg (Linda) inviteret til en fødselsdag (28. juni 2008) i Valby af alle steder!

Værtinden mente, at en af hendes venner var lige noget for mig! Denne ven spørger så, om han må tage en ven med – denne ven af en ven var Jan 😊

Det viste sig, at vi havde arbejdet i samme bygning på et tidspunkt, at vi trænede i samme fitnesscenter og vi boede kun 3 km. fra hinanden… And the rest is history…

At vi så også har boet i USA samtidig (godt nok på hver sin kyst – han var 12, jeg var 18, men det er detaljer), er da også utroligt… 🙃

En dag kom Jan til at sende mig et nyhedsbrev fra SAS. Heri var et tilbud på en rejse – 1 uge i Beijing med fly, hotel og morgenmad for kun 4.355 kr. pr. person… Inden Jan så sig om, var han på vej til Kina! Hans første besøg i Asien.

Vores ferie var forrygende – læs selv bloggen… Så vellykket faktisk, at Jan flyttede ind hos mig ret kort tid efter, og ikke længe efter dette friede han også… For at være sikker på, at vi kunne klare et ægteskab, tog vi 3 uger til Dansk Vestindien på en før-bryllupsrejse – og så blev vi gift den 15. august 2009.

Længe inden jeg havde mødt Jan, havde jeg forelsket mig i 8TALLET, som ganske vist hed BIG House dengang. Jeg stod allerede skrevet op som interesseret køber, inden jeg fik jobbet hos bygherre af 8TALLET. Jan slog sig lidt i tøjret til at starte med, men han overgav sig ret hurtigt, da han først fik set 8TALLET, og 30. juli 2010 flyttede vi ind i vores drømmebolig (som nr. 5 i bygningen) fordi vi lige skulle et smut til Cambodia, før vi kunne flytte).

Vi har rejst mange fantastiske steder, haft de skønneste oplevelser, men det er altid vidunderligt at vende hjem igen. Vores nabofællesskab her er uforligneligt, vores udsigt fås ikke meget bedre og selve lejligheden er også ligesom vi ønsker den.

Som rejsende er vi meget nysgerrige, lidt eventyrlystne, lidt magelige – men med en appetit for at smage på lokale retter, opleve lokal kultur og ikke mindst at møde de lokale.

Vores rejser har skaffet os gode venner og bekendte på næsten samtlige kontinenter (på de kontinenter vi har været på i hvert fald, og vi mangler kun Antarktis), hvilket kun gør det bedre at rejse.

Vi rejser så ofte, som vi kan se vores snit til det. Vi har New York som vores yndlingsby i verden, hvortil vi gerne vender tilbage til igen og igen, men ellers forsøger vi altid på at se nye steder og få nye oplevelser 😊